Velkommen til Frederiksværk Badmintonklubs sider om ungdom.
På disse sider kan du finde information om ungdomsaktiviteterne i FVBK, dvs. træningen, holdkampe, turneringer mv.
VISION for ungdomstræning i FVBK
I Frederiksværk Badmintonklub har vi plads til alle børn og unge, som har lyst til at spille badminton.
Vi satser på bredden i klubben, og træningens niveau tilrettelægges ud fra, at den passer til de spillere, som deltager på den specifikke træning.
På alle træninger har vi en træner og en eller flere hjælpetrænere. Det er træneren, som har ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre træningen. Hjælpetræneren assisterer træneren og kan stå for en del af træningen.
Vi tror på, at det at opbygge et godt socialt sammenhold mellem spillerne, er med til at gøre træningen bedre, og vi arrangerer derfor aktiviteter for ungdomsspillerne i løbet af sæsonen, som ikke udelukkende drejer sig om badmintonkampe og træning.
Træningstider FOR SÆSONEN
Miniton: | |
Forældre / barn (3-7 år) | Onsdag kl. 16.00 -17.30 |
1+2+3 klasse | |
Spille én gang om ugen Hold H4 | Onsdag kl. 16.00 – 17.30 |
4+5+6 klasse | |
Spille én gang om ugen Hold H3 | Onsdag kl. 16.00 – 17.30 |
Spille to gange om ugen Hold H3+H5 | Onsdag 16-17:30 |
7+8+9+10 klasse og 16-19 år. | |
Spille én gang om ugen Hold H1 | Mandag kl. 16:30-18:15 (med mulighed for at træne om onsdagen også) |
Spille to gange om ugen Hold H1+H5 | Mandag kl. 16.30 – 18.15, Fredag kl. 16.00 – 18.00. |
Har I nogle spørgsmål er i velkomne til at kontakte Fvbk ungdomsafdeling på mail ungdom@fvbk.net.
Tilbud om at træne med på seniortræning
Ungdomsspillere i Fr.værk badmintonklub har mulighed for at blive tilbudt deltagelse på klubbens seniortræning når de er U15 anden årgang. Man kan ikke automatisk deltage i seniortræning når man bliver U15 spiller anden årgang, men skal udtages efter aftale med ungdom og senior træner i fællesskab.
For at komme i betragtning vil der blive kigget på følgende egenskaber hos ungdomsspillerne:
- Deltage i ungdomstræning regelmæssigt og ikke ofte komme for sent.
- Er seriøs med sin træning og viser god opførsel på banen.
- Har et passende niveau til seniortræningen.
- Skal stadig deltage i ungdomstræningen en gang om ugen, selv om man deltager i seniortræning.
De ungdomsspillere der udtages vil få besked i starten af sæsonen. I specielle tilfælde vil spillere også kunne udtages på andre tider af sæsonen.
Er der spørgsmål til ovenstående kan man kontakte ungdomsudvalget på: ungdom@fvbk.net
Værd at vide
Værd at vide om regler
Under alle omstændigheder vil man altid blive sat ind i reglerne af træneren – og ellers bare SPØRG!
”Badmintonspillerens 8 bud”
I Frederiksværk Badminton Klub handler det ikke kun om at slå til fjerbolden. Vi lægger stor vægt på, at børnene føler sig godt tilpas og er glade for at gå til badminton. Vi har derfor nedfældet ”Badmintonspillerens 8 bud”, som er en lille huskeliste til både børn og forældre, om hvordan vi – både i klubregi, og når vi skal ud i landets andre badmintonhaller – i fællesskab kan nå dette mål.
1. Vi er fair og ærlige
I de fleste børne- og ungdomskampe er der ingen dommer. Børnene dømmer selv kampene. Derfor har vi givet dem nogle regler, de skal følge. De lyder sådan:
* Vi dømmer kun på vores egen halvdel af banen
* Vi dømmer bolden, sådan som vi ser den
* Vi dømmer bolden god, selvom kun en lille del af den rører stregen
* Vi giver modstanderen bolden, hvis vi er i tvivl
* Vi siger pointstillingen højt efter hver bold, så vi undgår tvivl
* Kontakt stille og roligt lederne af turneringen, hvis I er i tvivl om reglerne
Husk! Dømmer vi fair og ærligt, vil modstanderen også gøre det.
Det er vigtigt, at børnene lærer at bruge disse regler – for at forebygge at der opstår tvivl eller konflikter. I nogle kampe er det godt, hvis forældrene vil hjælpe børnene med at tælle på banen. Som forældre må I dog ikke agere overdommere. Lad være med at kommentere eller kritisere børnenes beslutninger, og bed dem selv klare problemerne, hvis de henvender sig til jer under kampen. Vejled børnene, men lad dem selv dømme – det lærer de mest af!
2. Vi opfører os ordentligt på banen
Nogle spillere mener, at det er i orden at råbe eller slå og kaste med ketsjeren. Det er det ikke! Det er derimod bedre at signalere, at spilleren tror på sig selv og har situationen under kontrol. På den måde yder man en bedre præstation og viser en god opførsel på banen.
I kan som forældre hjælpe med det – på flere måder. Snak med jeres barn og lad være med at lægge for stort pres på det. Det kan netop medføre en tendens til at blive usikker og måske hidsig. Hvis I er med som tilskuere, så forhold jer i ro – især mens børnene server og spiller. Det er fint, hvis I klapper og opmuntrer dem, men husk at balancen mellem at støtte og at stresse er hårfin. Det er den positive støtte, barnet har brug for. Huske også at din støtte til dit eget barn ikke skal gå ud over de andre spillere – man kan klappe så meget, at det generer de andre! Det er dejligt med liv i hallen, men det bør foregå anstændigt og med respekt for spillerne.
Når man sidder uden for banen, blander man sig ikke i kampens forløb, da vi ønsker, at børnene selv skal lære at håndtere situationen på banen. Så derfor svarer man ikke på spørgsmål om linjjedomme eller pointstillinger. Lad turneringsledelsen afgøre, hvis der opstår konflikter.
3. Vi respekterer vores modstandere
I klubben lærer vi børnene at have respekt for deres modstandere. Det betyder, at man taler pænt til hinanden under kampen og respekterer modstanderens kendelser – en respekt, der skal gå begge veje.
Hvis en spiller er meget bedre end sin modstander, udviser man respekt ved ikke at spille “Kong Smart”, men i stedet spille til hele tiden.
4. Vi siger tak for kampen
Børnene lærer at sige tak for kampen på en pæn måde. Vi giver modstanderen hånd, og vi gør det uden at hovere, når vi har vundet og uden sure miner, hvis vi har tabt.
Giv børnene tid og plads til dette lille ritual, og tag gerne del i det, hvis I har overværet kampen.
5. Vi bakker hinanden op
Vi lærer børnene, at det er bedre at opmuntre end at kritisere. Det er vigtigt, at de bakker hinanden op. Det gælder både makkeren i double og kammeraterne i en holdkamp.
Børnene har også brug for, at I bakker dem op. Vis interesse for deres sport. Snak med dem om badminton og tag med til træning og kampe. Ros barnet efter en kamp, uanset om det har vundet eller tabt. Vis interesse for dit barns kamp og præstation – ikke kun for resultatet!
Husk også at vise interesse for andre end dit eget barn – også modstanderne.
6. Vi viser hensyn
Vi lærer børnene at være hensynsfulde mod hinanden og undgå mobning. Men børnene skal også vise hensyn til ledere, trænere, og hvem de ellers har kontakt med i klubben.
Hvis I som forældre hører om mobning eller bare tendenser til mobning, så kontakt klubbens ledere eller trænere, som vil tage problemet op.
Vi vil også gerne have, I kontakter os, hvis I oplever problemer mellem børnene og træneren. Vi kan kun gøre noget ved problemerne, hvis vi kender dem. Kun ved hjælp af dialog kan vi gøre noget ved problemerne. Respekter trænerens dispositioner over for dit barn, men kontakt træneren, hvis du har forslag til, hvordan ting kan gøres bedre.
7. Vi er gode kammerater
Vær ikke bekymret, hvis jeres barn bruger meget tid i klubben. Det er tegn på, at barnet er faldet godt til, har fået nogle gode kammerater og sikkert også selv er en god kammerat.
Som vi har forsøgt at fortælle med dette, handler badminton om meget andet end selve spillet. Hvis det sportslige skal lykkes, skal mange andre forudsætninger være opfyldt. Én af de vigtigste, er positiv støtte fra jer forældre.
Badminton adskiller sig fra holdidræt, ved at barnet står alene i både vinder- og tabersituationen. Det giver dit barn nogle nyttige erfaringer. I lighed med så meget anden sport er glæden og legen vigtige elementer i dit barns udvikling.
8. Vi hjælper til i vores klub
Vi lærer børnene at give en hjælpende hånd i klubben. De fleste klubber drives med frivillig arbejdskraft, så der er brug for, at alle hjælper til. Det gælder også jer forældre, som kan bidrage positivt til klubbens dagligdag, ved blandt andet at hjælpe til med at køre, lede turneringer, være holdleder eller bage en kage, når der er brug for det.
HUSK, VI ER ALLE EN DEL AF VORES KLUB
Vi forsøger at lære børnene, at badmintonklubben ikke er som fritidsklubben eller de institutioner, de i øvrigt kender. Mange ledere og trænere er frivillige, som bruger en stor del af deres fritid på at få klubben til at fungere.
Vi prøver også at få børnene til at forstå, at klubben er deres klub, og at de er en del af den. Derfor repræsenterer de klubben, når de spiller kamp. Det betyder, at de bør opføre sig, som klubben forventer, og som er beskrevet ovenfor.
Som forældre er du også en del af klubben og kan spille en vigtig rolle ved at bakke op om denne fairplay kampagne. Vi håber, at du har fået lyst til at bakke op om klubbens og badmintonsportens bestræbelser på at gøre det endnu sjovere at spille badminton.